1 Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må have modtaget Guds Nåde; 2 (han siger jo: “På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en Frelsens Dag hjalp jeg dig.” Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag;) 3 og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke skal blive lastet; 4 men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster, 5 under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i Nattevågen, i Faste, 6 ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed, 7 ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både til Angreb og Forsvar; 8 ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddru; 9 som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som de, der tugtes, dog ikke til Døde; 10 som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt. 11 Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er udvidet. 12 I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders Hjerter. 13 Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I udvide eders Hjerter! 14 Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke? 15 Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad Delagtighed har en troende med en vantro? 16 Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: “Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.” 17 “Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,” 18 “og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige.”