1 Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane, 2 idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone. 3 Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle, 4 Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, 5 og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: “Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham; 6 thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af.” 7 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? 8 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. 9 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve? 10 thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed. 11 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed. 12 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, 13 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes. 14 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren; 15 og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; 16 at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for én Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. 17 Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer. 18 I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr, 19 og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem. 20 Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: “Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes”. 21 Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: “Jeg er forfærdet og bæver.” 22 Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare 23 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder 24 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. 25 Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene, 26 han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: “Endnu én Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen.” 27 Men dette “endnu én Gang” giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive. 28 Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt. 29 Thi vor Gud er en fortærende Ild.