1 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre, 2 at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig. 3 Thi af Honning drypper den Fremmedes* Læber, glattere end Olie er hendes Gane; { [*se til Ordsp. 2, 16.] } 4 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd; 5 hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; 6 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke. 7 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord! 8 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær, 9 at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År*. { [*dvs. dit Liv.] } 10 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus, 11 så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen, 12 og du siger: “Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse, 13 så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig! 14 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!” 15 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd; 16 lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene! 17 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig! 18 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, 19 den elskelige Hind, den yndige Gazelle; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed! 20 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn? 21 Thi for HERRENS Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor; 22 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb; 23 han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.